Glæden ved at give , på trods af omstændighederne

Offentliggjort den 24. september 2025 kl. 12.56

Dagen i Dag 24-09-2025

I 2. Korintherbrev kapitel 9 vers 7 står der : "Enhver skal give, som han har sat sig for i sit hjerte, ikke med ulyst eller af tvang, for Gud elsker en glad giver."
I morges fik jeg lov til at opleve, hvordan det ord blev levende for mig. Jeg havde været inde på provstikontoret i Thisted for at ordne nogle ting, og bagefter skulle jeg tanke bilen på Shell.
Mens jeg står der, ser jeg en lille kinesisk mand komme gående med en stor affaldspose. Han gik stille rundt og samlede pant. I bilen havde jeg selv en del pant, så jeg tog det frem og begyndte at lægge det i hans pose. Han forstod ikke dansk, men jeg kunne se på hele hans kropssprog, at han blev så glad. Han takkede og bukkede gentagne gange, og så fandt han sin mobil frem, hvor han begyndte at tale ind, så den kunne oversætte til dansk. På den måde fortalte han mig, at han ikke havde været i Danmark så længe, og at han lige nu levede af at samle pant.
Jeg så hans taknemlighed for det pant, jeg gav ham, som om det havde været en hel million. Og det rørte mit hjerte dybt. Jeg ville ikke gøre det for at blive set eller hyldet, men fordi Gud har lagt på mit hjerte at give med glæde.
dernæst jeg indtalte på hans telefon, at han skulle vente et øjeblik. Jeg gik ind for at hæve 200 kroner, selvom jeg godt vidste, at min kone og jeg ikke er de rigeste mennesker. Men vi er rige i hjertet, fordi Gud har givet os glæden ved at give. Da jeg stod og rakte pengene til ham, blev han så oprigtigt rørt og lykkelig, at jeg selv oplevede en stærk glæde i hjertet.
For mig blev det en bekræftelse i hjertet. Jeg gav ikke, fordi jeg var tvunget til det, men fordi jeg havde lyst. Og netop derfor blev det til ære for Gud. For Jesus gav selv sit liv frivilligt for os, og når vi giver videre med et villigt hjerte, så er det en måde at sige tak til Gud på, selv når vores egne omstændigheder kunne tale imod det.
Det handler ikke om at være et godt menneske eller at få heltestatus. Det handler om at leve det, vi tror på. Ikke kun tale om Bibelens ord i kirken, men bruge dem aktivt i hverdagen, så de får krop og liv gennem vores handlinger.
Og i dag blev ordet levende for mig. Jeg fik lov til at opleve, hvad det vil sige, at Gud elsker en glad giver.

 

 

 

 
 
 

 

Opret din egen hjemmeside med Webador